Indeks . Presse

Hjortsvang Museum

Pressemeddelelse

10. august 2000

Høstfest og høstspil: Hjortsvang gennem tiderne

Hjortsvang Museum afholder høstfest den 20. august. Arrangementet finder sted mellem klokken 13 og 17.

Ved høstfesten bliver der, traditionen tro, opført et festligt høstspil, der er blevet forfattet til lejligheden af museumsbestyrelsens formand, Gudrun Andersen. Høstspillet, der afslutter med gammeldags høst på museumsmarken, begynder klokken 13.30.

I år består høstspillet, Hjortsvang gennem tiderne, af en række udvalgte scener fra Hjortsvangs historie:

I første scene tages afsæt i jernalderen med udgravning af tørv, håndmaling af mel på sten og bagning af brød over ild (vi laver det lidt nymodens snobrød - så her kan børnene være med) Man vil også kunne se Jens Vejmand i arbejde når han forvandler sten til brød og en gammel teknik til slibning af en le demonstreres Der springes så noget frem i tiden og vi er vidner til flere historiske retssager på herredstinget i det 17. århundrede. Her bliver Hammergaards folk blandt andet dømt fredløse for et brud på Hammer Kirkes fred. Derefter er vi nu i Hjortsvang Præstegård i 1812, hvor den nye præst kommer til sognet og vi hører om livet på en præstegård. I fjerde scene bliver en ny, frisindet degn med nød og næppe ansat hos præsten i Hjortsvang og efter præstens død kommer det frem, hvor nærig han var over for sine sognebørn. Så er vi med til en snak mellem folkene på Østergaard og hører lidt af datidens sladder, hvorefter der høstes på museumsmarken. Det foregår med le og kornet bindes i neg som i gamle dage.

Efter vel overstået høst kan gæsterne blandt andet købe kaffe og smage de fantastiske museumsæbleskiver i kaffestuen i Hattinghuset. Som sædvanlig er det en god idé at børnene tager deres bedsteforældre med, da der sikkert er mange af bedsteforældrene, der kan huske, hvordan høsten foregik i gamle dage. Medbragt mad og drikke må altid nydes på museet.

Der afholdes generalprøve på høstspillet lørdag den 19. august klokken 14.

Pressen er meget velkommen til at ringe for yderligere information.

---

Som en del af Landsby år 2000. Ta’ fortiden med i fremtiden, afholder museet i løbet af år 2000 en række arrangementer, der afspejler årets gang på landet i gamle dage. Til efterår og jul vil der blandt andet blive strøget og rullet med gammeldags strygejern og rulleborde, presset hjemmelavet æblemost af medbragte æbler på de gamle æblemostpresser og støbt helligtrekongerslys på ægte gammeldags manér.


Bækvej 20, 7160 Tørring . (+45) 7567 6455 . kontakt@hjortsvangmuseum.dk . Kolofon