Indeks . Presse

Hjortsvang Museum

Pressemeddelelse

26. juni 2000

Kommende arrangementer på Hjortsvang Museum

Hjortsvang Museum gør noget for lokalsamfundet

Efter en forrygende start på sommersæsonen med rigtigt mange besøgende og flere gode arrangementer er Hjortsvang Museum i stadig aktivitet. Blandt andet er det nye tilbud om afholdelse af fødselsdagsarrangementer i museets historiske rammer blevet meget benyttet og er en stor succes for deltagerne.

Efter indvielsen af udstillingen Derudad, der beskriver de gamle veje i Vejle Amt og udstillingen Bedstemoders systue samt afholdelse af Landsbymessen Bo på landet, er museet nu i fuld gang med at forberede kommende arrangementer:

Ved høstfesten, der afholdes den 20. august, bliver der, traditionen tro, opført et festligt høstspil, der forfattes til lejligheden af museumsbestyrelsens formand, Gudrun Andersen og som reflekterer en udvalgt del af Hjortsvangs Historie. Hvis vejret tillader det bliver der også høstet med le og bundet neg og tærsket - alt sammen som det foregik i gamle dage.

Desuden forbereder museets et efterårsarrangement med æblemostpresning og den årligt tilbagevendende julestue, hvor der blandt andet sælges traditionelle Helligtrekongerslys, der hånddyppes på Museet og hvor de fantastiske museumsæbleskiver kan smages.

Hjortsvang Museum er en rigtig god udflugt for hele familien og det er for øvrigt altid en god idé at tage bedsteforældrene med, for de kender mange af museets genstande og kan forklare mangt og meget. Medbragt mad og drikke må for øvrigt altid nydes på museet.

Pressen er meget velkommen til at ringe for yderligere information.


Bækvej 20, 7160 Tørring . (+45) 7567 6455 . kontakt@hjortsvangmuseum.dk . Kolofon