Indeks . Presse

Hjortsvang Museum

Pressemeddelelse

16. september 2002

Stort besøg til Hjortsvang Museums pløjekonkurrence

Omkring 300 mennesker befolkede i lørdags Hjortsvang Museum med omliggende marker, da museet havde indbudt til pløjekonkurrence og høstfest

Der var meget stor interesse blandt publikum i at overvære de 22 veterantraktorers kamp med at tæmme de gamle plove og få dem til at pløje pænt, regelmæssigt og lige på de tildelte jordstykker. Dertil kom en ligeledes meget stor interesse for de to hesteforspand, som også hver fik en strimmel jord at pløje. Det kræver træning at pløje perfekt, og det var da også trænede folk, der deltog i konkurrencen. Blandt tilskuerne var der til gengæld mange, der engang havde pløjet på denne måde, men som var kommet ud af træning. Det trækker virkeligt at genopleve det og erindre tiden, da disse traktorer var almindeligt brugt. Det kunne man se på de mange koncentrerede og interesserede tilskuere, der dagen igennem fulgte pløjningen.

Efter pløjekonkurrencen skulle museet have høstet de kartofler, der var blevet lagt ved museets åbningsfest i begyndelsen af maj. Kartoflerne bliv gravet fri af en af museets gamle kartoffeloptagere, men de skulle tages op af frivillige blandt gæsterne. Mange kartofler blev solgt på stedet. De har åbenbart haft optimale vækstbetingelser i år, for de er blevet meget fine. De resterende kartofler sælges på museet i åbningstiden.

Travl september
Dønningerne efter høstfest og pløjekonkurrence får knap nok tid til at lægge sig, før næste museets næste arrangement, som også er forbundet med høst og efterår finder sted. I weekenden den 28. og 29. september er der som de foregående to år store æbledag både lørdag og søndag. Det betyder, at folk kan komme med deres æbler og få dem presset til den dejligste æblemost. Dette arrangement vil blive nærmere omtalt i næste uge, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen.





Bækvej 20, 7160 Tørring . (+45) 7567 6455 . kontakt@hjortsvangmuseum.dk . Kolofon