Arrangementer / Tidligere i 2015

Tidligere i 2015

JULESTUE/ MARKED søndag d. 29. november, kl. 13 - 16
Julestuen, med blandt andet boder, tombola, gløgg og æbleskiver, var godt besøgt på trods af, at der igen i år var alt andet end godt vejr.
Kl. 13.45 sang Hvirring Hornborg Kirkekor, til stor glæde for de fremmødte julestuegæster.
Plakat kan hentes her

LILLE ÆBLEDAG fredag d. 16. oktober kl. 10 - 15
En hel del udnyttede chancen for lige at få årets sidste æbler omdannet til most. Vejret var heldigvis med os.

STORE ÆBLEDAG OG PLANTEBYTTEMARKED (sæsonafslutning) søndag d. 27. september kl. 10 - 17
Denne dag var der som sædvanligt mulighed for at presse sine egne æbler til den skønneste æblemost.
Museets gamle maskiner stod klar, og museets frivillige hjalp med råd og vejledning.
Tørring og Omegns Havekreds afholdte plantebyttemarked for private, og der blev byttet købt og solgt forskellige ting til haven.
Der var også mulighed for at se museets udstillinger og besøge kaffestuen, hvor der blev solgt æbleskiver.
Plakat, der gerne må printes og hænges op, kan hentes her!

HØSTFEST søndag d. 16. august 2015 kl. 13 - 17
Høstskuespillet med titlen: "Kvindefrigørelsen" opførtes kl. 14 til stor morskab for de mange tilskuere. Kl. 15 blev der høstet på museumsmarken. Egon Christensen fra Korning styrede slagets gang fra toppen af sin medbragte5 fods Fahr selvbinder, Som trækkraft var det en nymalet IH, ført af ejeren Jan Pedersen, Hjortsvang. Modsat sidste år, hvor vi måtte opgive at høste på grund af vand, blev alt høstet, såvel Ølandshveden som ukrudt. Og ganske som forventet var vejret faktisk ret godt i år.
Mange kiggede køkkenhaven med de gamle sorter og årets særudstilling med haute couture dukketøj!
Vi havde besøg af den lokale bonderøv Morten Rand, Tørring, der lånte museets langhalmstærsker, da han skulle fremstille stråtaget til et nyt hønsehus. tærskeren blev trukket af museets gamle petroleumsmotor, der dog gik i stå, så snart den blev varm. Det endte derfor med at Morten lånte museets tagribber, der unægtelig er en noget mere langsommelig proces.
Anders Bendt Andersen, Tørring viste hvordan, det tærskede strå blev klargjort til at komme på taget.
Der var mange forskellige aktiviteter såsom gang i essen, hvor smeden var ved at fremstille et nyt gelænder til aftægtsboligen i Honumhuset. Udstilling af gl. kornsorter, frøsamlerne, trædrejning, Gårdbutikken Østerskovgaard, spinding m.m.. Og ind imellem var der tid til et besøg i kaffestuen.

VALDEMARSDAG mandag d. 15. juni
En rigtig god aften, hvor godt 50 mødte op til andagt i kirken og efterfølgende marcherede til Hjortsvang Museum med fanerne i spidsen. Her var der velkomst ved museets formand Henning Rasmussen, samt taler af bl. a. formanden for Danmarks Samfundet i Hedensted kommune Kjeld Bøjlesen og borgmester Kirsten Terkilsen. Til sidst gav museumsleder Benno Kristensen en orientering om museets. Som til de fleste fødselsdage, var der derefter boller og lagkage så dannebrogs 796 års fødselsdag blev fejret med maner. Arrangementet blev afholdt af Danmarks- Samfundet.
Til glæde for museet var en hel del af gæsterne, hvoraf flere ikke havde besøgt museet tidligere, en lille tur rundt og besigtige museets mange bygninger og udstillinger.
Hele programmet for aftenen kan ses her!

KREATIV JUBILÆUMSDAG MED BODER OG KÆLEDYRSARRANGEMENT, lørdag d. 6. juni fra kl. 10 til 16
Her var der boder/stande med kreativiteter såsom keramik, kniplinger, spinding, plantefarvning, trædrejning, gamle kornsorter og hør - bearbejdning. Frøsamlerne var også til stede og et arrangement i samarbejde med 4H, hvor børn kunne komme med deres kæledyr, fik 22 børn, medbringende kæledyr fra kanin til æsel, til at deltage i festlighederne. Se mere her. Museets 30 års jubilæumsdag blev markeret med en fotoudstilling og en lille film om livet på landet.

ÅBNING AF SÆSONEN søndag d. 26. april kl. 12 - 16
Igen i år inviterede museet bl. a. medlemmer af Dansk Veteran Traktor Klub til at medbringe nogle af deres gamle traktorer, maskiner og stationære motorer. Ca. 300 gæster nød de mange fine maskiner, og vejrguderne var heldigvis i rimeligt humør. Det var koldt med trods alt tørvejr. Museet vil gerne takke alle, der mødte op medbringende noget mekanisk mekanik som ovennævnte. Og selvfølgelig også tak til de, der kom og kiggede.

GENERALFORSAMLING onsdag d. 25. marts kl. 19.30
Der afholdtes generalforsamling for ca. 35 af museets medlemmer i kaffestuen, "Hattinghuset".
Efter generalforsamlingen fortalte Steffan Vaaben om: "At arbejde og bo i Oman som dansker"
Hjortsvang Museum | CVR: 31804647 | Bækvej 20, Hjortsvang, 7160 Tørring - Danmark | Tlf.: 75 67 64 55 | kontakt@hjortsvangmuseum.dk