Skoletjenesten / Ølbrygning

Ølbrygning

Vi vil uden tøven bedømme alt vand i de stensatte brønde i en tætbygget landsby med brolagte møddinger, hvorfra saften sivede ud i jorden som sundhedsfarligt. Men det var ikke et problem, der spillede nogen rolle. Det var jo derfor man ikke drak vand. Var man tørstig, drak man øl, som er kogt konserveret vand. Ølbrygning er derfor en vigtig del af husmoderens arbejde. Ofte bryggede man hver tredje uge. I februar og mart bryggedes en særlig stærk øl, der kunne lagres, Ellers bryggede man, når tønden var ved at være tom. Man må forestille sig, at folk har været tørstige, da de fik meget salt mad. Man havde et ølkrus stående, som man gik ind og drak af, når man var tørstig.

Til ølbrygning skal der bruges humle og malt.

Humle:
Om foråret blev der sat 4-5 m. høje stænger ved hver humleplante. Når planten så kunne nå tre gange om stangen blev den bundet op. Omkring 1. oktober blev humlen så høstet. Mændene skar rankerne af og bragte dem ind til kvinderne, der pillede humlekopperne af og lagde dem til tørre oven på stueloftet.

Malt:
Den egentlig råstof til øl er malt, der laves af byg. Den rensede byg blev øst op i store kar og hældt over med vand. Når bygkernerne ikke kunne optage mere vand - efter et par dage, blev det våde korn båret op på loftet til spiring. Man spredte kornene ud i et fingertykt lag. Under spiringen groede kornene sammen i en stor kage. Nu skulle man være forsigtig, så der ikke kom grønne spirer. Under spiringen blev "melet" omdannet til sukker. Lige før topspirringen afbrydes spiringen ved at malten bredes ud og tørres. Herefter gemmes det i en tæt kurv så det ikke mistede sin duft.

Brygning:
Den første dag blev alle bryggeredskaberne hentet frem. Der var få ting, der blev passet så meget på, som de kar og baljer der skulle bruges til brygning. De skulle helst gemmes et sted, hvor der var rent og ikke for tørt, for ellers blev karrene utætte og måtte sættes i blød i flere dage. Første dag gik ofte med rengøring: Bryggekar, maltror, rostekar, hane og tap samt tre granitsten blev skuret. Alt skulle være meget rent. Bakterier kunne ødelægge brygningen.
Før brygningen skulle maltkernerne males/knækkes.

Nu skulle der findes en knippe rentærsket og kæmmet rughalm frem. Halmen blev anbragt som silag i bunden af tapkarret, sådan at malten kunne lægges ovenpå og udvandes med kogende vand. De tre granitsten blev lagt ovenpå. for at holde halmen i bund. Det kogende vand opløste sukkeret og smagsstofferne i maltet, hvorved det blev til urt.

Tapkarret blev sat op på en trefod og der blev hældt kogende vand over halmen for at skylle støv og snavs væk. Der rørtes godt op i den opblødte malt og når vandet atter var i kog, blev malten øst op i tapkarret. Der hældtes kogende vand på og karret tildækkedes, så vandet kunne holde varmen. Mens malten trak i tapkarret blev øltønderne gjort rene. Fra hullet i oversiden af tønden stak man hånden ind og skurede den indvendig. Til sidst blev der hældt skoldende hedt vand i tønden sammen med nogle malurtgrene. Malurt decinficerer og ligesom humle er det med til at konservere øllet. Man havde opvarmet en granitsten i ilden. Nu blev den lagt ned i tønden, så det varme vand kom i kog i tønden.

Nu skulle urten tappes af tønden. Den første aftapning var den kraftigste den sidste var den svageste. Det tynde øl kommer til sidst. Vandet skulle koge godt mellem hver aftapning og det skulle stå en passende tid for at få kraften ud af kærnerne.

Gærekarret stilles an. Før karret blev stillet på plads blev der lagt nogle udbrændte tørvegløder på stedet. Før gæren kom på urten skulle den i lunken øl i et lerfad og man satte det lidt til varme for at se om gæren var god. Var den det, lavede den bobler. Så kom man den i øllet, som stod tildækket til næste dag. Hvis urten var blevet for kold, kunne gæringen mislykkes. Man kunne så varme en sten i ildstedet og putte i. Man kunne også lægge et par karlebukser hen over gærekarret. Om godt øl kunne man sige, at det ikke var lavet af karlebukser alene. Om morgenen skulle det være dækket af en tyk gærhinde. Jo kraftigere øllet var, desto mere gærede det.

Når gæringen var endt - ofte hen under aften, blev gæren skummet af. Man kom gæren i en krukke og hældte vand henover. Så stilles krukken koldt. Med jævne mellemrum skiftedes vandet på gæren. Man kunne også tørre gæren. Hertil brugtes en gærkrans. Det dårligste gær kunne bruges til bagning af sigtebrød.

Nu fyldtes øllet fra gærekarrene over i tønderne.

Skål!
Hjortsvang Museum | CVR: 31804647 | Bækvej 20, Hjortsvang, 7160 Tørring - Danmark | Tlf.: 75 67 64 55 | kontakt@hjortsvangmuseum.dk