Skoletjenesten / Tørvegravning

Tørvegravning

Et væsentligt arbejde i årets løb var at forsyne sig selv med brændsel. Der skulle bruges brændsel under mandlavningen og til at holde varmen i de kolde vintre. Endelig skulle smeden også bruge brændsel, når der skulle redskaber skulle repareres.

Erling Kristensen fortæller om, hvordan man har gravet tørv her: Brændværdien ved tørvene var ret ringe og der skulle bruges mange en kold vinterdag, og der måtte ikke frådses, og askeskuffen blev hurtigt fyldt.

Det var gerne sammen med andre, vi skulle grave tørv og deles om dem bagefter. Vi kørte ret tidligt hjemmefra om formiddagen i den såkaldte stive vogn (uden affjedring), det skramlede meget når vi kørte på grusvejene, men efterhånden blev det til mark og skovveje, som jo kun var sandede hjulspor. Med os havde vi en god madpakke og det hjemmelavede øl. Det var nok ikke så tit, jeg var med i mosen, men jeg kan huske , at dagene kunne blive meget lange, og jeg erindrer den høje himmel, lugten fra tørvedyndet, som næsten kunne rive i næsen. Når jeg ikke så til var med i mosen, var det måske fordi der var ret mange hugorme, og formaningerne om at passe på, var altid med når vi kørte af sted. Køreturen var omkring 2 km, men det foregik jo i et sindigt tempo.

Jeg har omtalt én metode til tørvegravning, men det blev også brugt andre, det kunne være den, hvor man først fjernede det øverste lag af græs og blade, så skar man lodret ned nogle store klyner tørvejord, der blev lagt på en sidefjæl fra vognen, og med hesten spændt for, gik det op på marken ved siden af, her blev de lagt ud med passende mellemrum og derefter skåret i skiver med en lang kniv (hjemmesmedet) på et langt skaft, så man kunne gå ret op og ned og skære. Senere blev der en tørvefabrik i den vestlige ende i mosen, jeg mindes at have set en del store maskiner der.

Efter krigen 1940-45 holdt tørvegravningen efterhånden op, men der blev fundet spor efter tørvegravning på stedet fra omkring vikingetid eller før. En egetræs tørvespade, fundet i mosen vidner om det. Den er i dag en af perlerne i Hjortsvang Museums samlinger. Det var farbror Thorvald, som fandt spaden under tørvegravning.


Æltetørv

Æltetørv blev fremstillet på denne måde: Fra tørvegraven blev der gravet dynd op, som blev transporteret til ælteværket, hvor dyndet blev tippet i æltetruget og tilsat en passende mængde vand, således at dyndet fra tørvegraven blev æltet til tynd grød, når grøden havde en passende konsistens blev den på hestevogn kørt til marken og fyldt i de tørveforme der lagde på græsset

Under 2. Verdenskrig blev tørvegravning nogen steder industrialiseret. Tørveskæret startede i de tidlige forårsmåneder, hvor al vand skulle pumpes ud af moserne. Det foregik med forskellige sindrige systemer, der blev drevet mest af petroleumsmotorer og traktorer, der blev dog hurtigt lagt et elkabel over hele de store mosearealer, men som dog mest blev brugt til drift af de mange tørvemaskiner.

Når vandet var ude, blev en elevator sat ned i graven, og 6-8 mand med såkaldt kejs, begyndte at grave tørvemasse op i elevatoren. Det skulle foregå efter et bestemt system, da det øverste lag skulle blandes ligeligt med de nederste lag, da det ofte var 3 til 5 meters dybde, siger det sig selv, at vandet var et problem hele tiden. Tørvemassen blev gravet op i bænke i hele gravens længde, hvori der blev afsat nogle volde til at holde vandet borte fra det lille område, hvor der blev gravet. Der blev selvfølgeligt pumpet uafbrudt, da grundvandet normalt står i 1,5 - 2 meter, kunne det knibe med, at voldene kunne klare presset, der jo kun var på en side, det kunne, hvis det skete pludseligt, medføre at en eller flere mand måtte op i en fart eller få fyldt støvlerne med vand, hvilket man jo, da det var sommer, ikke tog sig meget af. Det kunne dog blive så alvorligt, så folkene blev begravet, og det medførte flere ulykker, bl.a. hvor én mand blev begravet og var død, inden han var gravet fri.

Tørvemassen blev med elevatoren kørt op i en æltemaskine, hvor det efter passende tid blev lukket over i små vogne (jumpe eller gumpekasse), med en hest for og som regel en stor dreng som kusk. Der skulle i reglen 4 til 8 vogne til et ælteværk, afhængig af hvor langt der var at køre ud til liggepladsen, hvor der var en mand med en såkaldt Bjørn, der var en rund tromle med en kasse på, på tromlen var der hele vejen rundt lavet små felter i passende størrelser. Bjørnen blev, efter at tørvemassen var lukket over ofte med håndkraft, trukket frem over marken ved de små værker af manden selv, men oftest med en hest.

Efter nogle dages tørring kunne tørvene rejses på kant uden at gå itu. Det var næsten udelukkende damer (såkaldt tørvekællinger) og børn der stod for den del. Efter en tid, afhængig af vejret, blev tørvene sat i små runde stakke (røjler), hvorefter de blev kørt ud til forbrugerne eller oplagret i store lader.

Nogle steder gik man over til pressetørv, der efter æltemaskinen blev presset ud på brædder med væsentlig mindre vand, og var formet som tørv og kørt ud på liggepladsen.

Mange tørv var, efter at behovet steg, af meget ringe kvalitet. Heller ikke alle tørv var ordentligt gennemtørre, når de blev kørt ud, men da alt kunne sælges, og pladsen skulle bruges tre til fire gange på en sommer, kneb det til tider med tålmodigheden. (Det medførte, at der kom offentlig kontrol med jævne mellemrum.)
Hjortsvang Museum | CVR: 31804647 | Bækvej 20, Hjortsvang, 7160 Tørring - Danmark | Tlf.: 75 67 64 55 | kontakt@hjortsvangmuseum.dk