Skoletjenesten / Smedje

Smedje

En landsby eller en større gård kunne have sin egen smedje. Alt grovsmede- samt vogn og beslagarbejde blev udført her.
Står du inde i smedjen når der arbejdes er der andre lyde der kan høres. Smedens træk i blæsebælgen og suset fra luften ind i essen. Det rødglødende ståls syden i vandspanden. Alt blandet med lugten af stenkulsrøg og smedje. Fra siden i genskæret fra ilden, ses hans koncentration når han vender emnet. Selve farven på jernet i ilden fortæller ham om temperatur og tidspunkt for hvornår han med tangen skal flytte emnet fra ild til ambolt. Uden at veksle ord arbejder smedene med hammer og tænger på det rødglødende emne der langsomt tager form, og bliver mørkere rødt i takt med afkøling. Hammeren slår hvileslag på ambolten. Skal der svejses, varmes emnerne op til de er hvidglødende og så bankes de sammen.

Ambolten er det underlag, hvorpå man lægger et stykke metal, der skal smedes eller hamres.

Ambolten består foroven af en plan, rektangulær flade, banen; forneden har den en bredere fod, som med spiger fæstnes i amboltstokken, der ofte er en klods af egetræ. Banen egner sig kun til at glatte, banens kant til at strække på. Vil man bukke, vælger man en ambolt med et horn. Hornet har en noget buttet kegleform. Den øverste frembringer er horisontal. Ved hornets rod er der undertiden et firkantet bryst, så man på hornet kan bukke både rundt og i en ret vinkel.

Enten på den mod hornet vendende del af banen eller på den modsatte kan findes et firkantet, lodret hul, ambolthullet, og undertiden et mindre rundt hul, naglehullet. Ambolthulet tjener til at optage anglerne på hjælpeværktøjet, således stokjernet, når arbejdsstykket skal hugges over, og navnlig sænkere. Det runde hul kan ved udhugningen erstatte en hulring.

Som regel udføres ambolte af smedejern, til bane påsvejses et stykke stål, der hærdes, anløbes gult og slibes, sjældnere anvendes ambolte helt af stål

Reparation af et vognhjul.

For at illustrere hvilke typer værktøj smeden anvendte, når han arbejdede med ambolten, bringes en lille beretning fra Søren Stærmoses bog: Smeden.
Smeden vurderede jernets egnethed og smed det på essen. Bondens karl sled voldsomt i det med blæsebælgen, for temperaturen skulle helst være mellem 800-1200 grader Celsius. Smeden greb med venstre hånd en smedetang, medens han med højre hånd krængede sit skødeskind over hovedet. - "Så smeder vi, og du ska'' slå!" råbte han til lærlingen.

Lærlingen tog den store forhammer og gik hen til ambolten, der var anbragt på en nedgravet egetræsstok foran essen. Den var anbragt dér, så det var lettere at svinge det varme jern fra essen over på ambolten.

Smedens erfarne blik holdt øje med jernets farve. Når glødefarven var passende, skulle jernet trækkes ud af essen og bearbejdes på ambolten. - "Så er det hvidglødende, nu smeder vi!" Med en hurtig bevægelse greb han smedehammeren med højre hånd, samtidig med, at han med den flade smedetang i venstre hånd svingede det hvidglødende jern over på ambolten.

Kraft og hurtighed var meget vigtigt, fordi der skulle smedes, mens jernet var varmt. Smeden og lærlingen slog skiftesvis på det varme jern, og der var en nøje overensstemmelse mellem slagene. Men sin håndhammer viste smeden, hvor lærlingen skulle slå med forhammeren. Slagene sang mod ambolten, og smede- og forhammerens slag var med til at holde jernets temperatur oppe, idet slagene udviklede varme.

Jernet skulle trækkes - dvs. fortyndes og forlænges - og amboltens bane blev flittigt brugt. Endelig skulle jernet bukkes i cirkelform, og lærlingen var med til at støtte jernet under bøjningen, der skete ved at banke med en skrå jernklods anbragt og fastgjort i et af hullerne på ambolten.

At smede i jern er en kunst, der herhjemme har 2500 år på bagen. Med indgangen til jernalderen og i løbet af de næste par humdreder udviklede smedens håndværk sig til et stade, der praktisk taget er uændret omtrent til vore dage.

En smedje for en generation siden og en smedje i vikingetiden var så lig hinanden, at de to smede uden problemer ville kunne arbejde i hinandens værksteder.

Til smeden har altid været knyttet en passende portion af respekt og ærefrygt. Han betvang det glødende og gnistrende jern i sit halvmørke værksted - han besad overnaturlige kræfter og evner - ja, han stod måske endda i ledtog med "den onde selv". Eller også var han i virkeligheden bare den eneste "specialarbejder i det gamle, selvforsynende bondesamfund" og stod som sådan - sammen med præsten - hævet over den gemene hob.

Smeden var uundværlig for bønderne, som havde brug for knive, plovskær, hestesko, hjulringe, spænder til seletøj og meget andet. Hans håndværk var det mest specialiserede, man kunne træffe på landet, og det var samtidigt det mest ansete, selv om smeden ikke kunne måle sig med mølleren. - Smeden var den, der stod gårdmandsstanden nærmest, og han skulle ikke forrette hoveri.

Smedearbejdet krævede en speciel viden om jernet, og smeden kunne tit mere end sit håndværk, så smeden blev regnet for at være landsbyens kloge mand. Han blev ofte spurgt til råds i tilfælde af sygdom, og han fungerede som landsbyens dyrlæge. Han kunne trække tænder ud og årelade folk, og han kunne undertiden foretage mindre operationer med en god brændevinsrus som eneste bedøvelsesmiddel.

En sådan karl gør sig da også flertallet af bønderne og navnlig de fattige underdanig. Han lader sig betale i korn eller jord og har gerne den rigeste høst uden at have en fingersbred land i fæste Smeden kunne dog selv have en jordlod, der blev bearbejdet af bønderne som betaling for smedearbejdet. Undertiden var der oprettet en kontrakt om arbejdsbetingelserne mellem dem. Smedens husdyr blev græsset og passet sammen med de øvrige dyr i landsbyen. Fra de Ballerup bønder fremgår:

Smeden ejede ikke selv smedjen. Den tilhørte landsbyfællesskabet, og smeden var ansat af bønderne. Han kunne have et lille stykke jord og fik en fast årlig løn, der for det meste bestod af naturalier (madvarer, korn) samt græsningsret m.m. Han fik også øl og brændevin til eget forbrug. Det hele blev betalt ved et smedegilde, hvor smeden kvitterede med mad og drikke.

Til gengæld havde bønderne i landsbyen en fast smededag. På denne dag kunne hver enkelt bonde gratis få skoet sine heste eller repareret vogne og redskaber. Men bonden skulle selv levere jern, kul og mandskab samt mad og brændevin. Det sidste var meget vigtigt. Hvis der ikke blev skænket brændevin nok, blev smedens arbejde ringere. Jernet skulle helst hærdes i god brændevin. Var der tale om nye ting, skulle smeden betales i penge.

Lige som smeden var anset, var hans kone det også. Et utal af gange blev hun indskrevet i kirkebogen som bæremoder, når landsbyens børn skulle døbes.
Hjortsvang Museum | CVR: 31804647 | Bækvej 20, Hjortsvang, 7160 Tørring - Danmark | Tlf.: 75 67 64 55 | kontakt@hjortsvangmuseum.dk